Man bør altid være beruset.

Alting beror på det; det er den eneste opgave.

For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, 

der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden,

må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad?

I vin, i poesi, i dyd – som I vil.

Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde,

på et slots trapper,

på en grøftekants grønne græs,

i jeres stuers tungsindige ensomhed,

at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet,

spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret,

alt det som flygter,

alt det som sukker,

alt det som rinder,

alt det som synger,

alt det som taler,

spørg hvilken time det er:

Og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer:

“Det er beruselsens time!

For ikke at blive mishandlede trælle,

så berus jer, berus jer uafladeligt!

I vin, i poesi, i dyd – som I vil!”

Charles Baudelaire 1867